
Apple har netop frigivet nye modeller i deres populære Mac Mini-serie, der, som resten af Apples produkter, bygger på Unibody-designet.
Dette har resulteret i en noget tyndere Mac Mini, der nu kun er omkring 3,5 cm tyk og noget lettere end den gamle model.
Grafikkortet i de nye Minier er også blevet opdateret til det noget kraftigere Nvidia 320m-kort, der skulle mere end fordoble ydelsen i forhold til tidligere modeller. Det er nu, endeligt, også muligt at sætte mere ram i maskinen uden at skulle have gang i spartler og andet skummelt værktøj. RAM-klodserne kan tilgås igennem en klap i bunden af maskinen.
Strømforsyningen er også blevet integreret i kabinettet på den nye model, så man slipper for den store klods midt på ledningen.
Apple har dog valgt at hæve priserne på den nye Mac Mini ganske voldsomt. Så voldsomt at den nye Mac Mini lander på en pris på 6.199,- for den mindste model, hvilket må siges at tendere vanvittigt. Sætter man en skærm til modellen lander man prismæssigt utroligt tæt på den mindste iMac og så er der nok mange der ville vælge en sådan i stedet for.
